top of page

#Metoo gør op med magtfulde mænds misbrug

#Metoo er med til at sætte fokus på en vigtig problemstilling, der præger nutidens samfund. Debatten gør op med tidligere normer, der antyder, at kvinden er underliggende manden. Dette er dog et problem, der burde være taget hånd om langt tidligere. 

Af Anne-Marie Mosbæk Ellegaard & Emilie Caroline Springborg

I kølvandet på, at flere kvindelige skuespillere trådte frem, og anklagede Harvey Weinstein for seksuelle overgreb, har kvinder over hele verden delt deres historier med den øvrige befolkning. Samtidig med, at disse kvinder træder frem, bliver stadigt flere magtfulde mænd fyret eller træder tilbage fra deres stilling som konsekvens af dette. Mange kalder denne kampagne, i ligestillingens tegn, for et afgørende skridt mod en mere lige verden.

 

#Metoo tog for alvor fart i oktober 2017, og siden da er hashtagget gået viralt på diverse sociale medier. Dette er et klart bevis på, at der stadig er plads til forbedring, når det kommer til kvinders rettigheder, der trods alt er blevet markant bedre gennem de sidste årtier. Et spørgsmål står dog tilbage ubesvaret: Hvorfor er der ikke blevet sat fokus på denne problemstilling langt tidligere? Hovedårsagen til dette må være, at udnyttelsen af kvinder ubevidst er blevet en norm i samfundet. På arbejdspladser er det hverdag, at chefer føler at de qua deres position er i deres fulde ret til at udnytte kvinder. Det virker absurd, at der skal en kampagne til for, at samfundet, og i særdeleshed mænd i høje stillinger, indser, at det ikke er i orden. Derudover har kampagnen været med til at sætte fokus på, at mildere krænkelser heller ikke er i orden. Det er blevet “normalt”, at man bliver taget på røven, når man som ung pige tager i byen, og der sættes ikke spørgsmålstegn ved denne handling. Dette er tegn på en udvikling i samfundet, der går den forkerte vej, på trods af den overvejende positive udvikling med hensyn til ligestilling.

 

Der er stor forskel på det enkelte menneskes personlige grænse, og samfundet har i den grad fejlet, når et klask i røven klassificeres som uskyldigt. Efter #Metoo bevægelsen har vundet mediernes opmærksomhed, er der kommet fokus på, at dette ikke er i orden. En der har mærket konsekvensen af dette, er filmproducent Peter Aalbæk, der er blevet ramt af beskyldninger om, at have taget kvindelige skuespillere på røven og brysterne. Måden, han har håndteret situationen på, er dog yderst kritisabel. Det er nemlig et kæmpe problem, når den kendte filmproducent insinuerer, at det er vanskeligt for ham, at kvindelige skuespillere bliver draget af ham. I henhold til Aalbæk er dette problem næsten større end det oprindelige, hvilket må siges at være en middelalderlig holdning og et nedværdigende syn på kvinder.

 

#Metoo er et fantastisk initiativ, der har indbudt kvinder over hele verden til at åbne op og dele deres mest private og grænseoverskridende historier. Ligestillingen verden over har de senere år forbedret sig, og dette er #Metoo-kampagnen kun med til at styrke og fremme. Initiativet, der startede i Hollywood blandt verdens mest magtfulde mænd, har udviklet sig, og er blevet til en kampagne som feminister verden over samles om - dette kan kun hyldes.

bottom of page