Af Oscar Engelstoft

​

De fleste kan udpege sig en de som børn så op til indenfor den sport de selv dyrkede. Et idol som man så som en helt, men det man ikke vidste var, hvordan de kom helt til toppen. Mange sportsudøvere har benyttet sig af doping for at vinde, hvad end det gælder OL eller mindre turneringer. De fleste har været i en position hvor alt ser håbløst ud. Når sportsudøvere befinder sig i sådanne situationer resulterer det i at nogle atleter ser doping som den eneste udvej, for at booste deres selvværd. Sportsfolk er altså ikke nødvendigvis en flok overmennesker, der render rundt i track-suits, på den måde som nogle børn ser deres største idoler.

 

Doping kan indtages på mange måder, enten via blodbanen eller via alkohol, altså igennem fordøjelseskanalen, for at få en form for rus. Indtil for ikke ret mange år siden var der til OL ingen regler for doping.

En af de første der gjorde benyttede sig af doping var Thomas J. Hicks, som vandt et maratonløb i 1904. Hans træner havde givet ham en blanding af cognac og stryknin, som gav ham en rus. Hvor skal grænsen gå? Til OL i 1960 døde en cykelrytter under et 100 km holdløb, hvilket resulterede i at hans hold ikke fik nogen medalje. Allervigtigst er det dog at understrege, at han ikke præsterede bedre på trods af dopingen. Fordelene ved steroider opvejer derfor bestemt ikke de risici der er forbundet med det præstationsfremmende middel.

 

Hvad med alle de andre, der arbejder hårdt for, at kunne være den bedste? Skal de ikke have en fair kamp? Dette er et spørgsmål man ikke kan forstå at sportsudøvere, der benytter sig af doping ikke stiller sig selv. Det for dårligt, at man i det enogtyvende århundrede ikke kan have en fair kamp. Det sæt spilleregler, der er for en given sport bør overholdes, og dem der ikke overholder disse regler burde ikke anses som værende ægte sportsmænd- eller kvinder. Doping blandt sportsfolk skal stoppe, da det er amoralsk og usportsligt. Dette burde selv den mest korrupte sportsudøver kunne se.

 

Doping er blevet en udbredt måde at snyde på, og der er mange der benytter sig af det.

Doper man sig selv i store turneringer og mesterskaber bliver man sendt hjem. Der bliver regelmæssigt udført tests blandt sportsudøvere og alligevel, var der til OL i 2008, syv der blev sendt hjem. Hvorfor, spørger jeg mig selv? Fordi de ikke havde nok viljestyrke til at træne nok op til legene? Fordi de var præstationsangst? Grundene er mange, men en ting er sikkert; det er uetisk og spild af tid at snyde i sport.